Straks tænkes der på de overdådig broderede skjorter fra Hedebo-egnen uden for København. Men det kan også være de små næsten undseelige broderier, der faktisk ses på mange skjorter og særke i resten af Danmark. Skjortelinninger, kraver og skulderstykker på originale skjorter og særke-ærmers afslutninger kan være ganske diskret broderet med forskellige broderede mønstre i ”bånd”. Særkeærmer ses ofte lagt op med f.eks. hulsøm. Kraver og håndlinninger på herreskjorterne afsluttet med musetakker og kan være dekoreret med f.eks. bagstingsrækker og lignende.
Her læres at lave disse enkle og udtryksfulde hvidt på hvidt broderier. Vi ser på originale skjorter og særke og forsøger at opnå samme udtryk ved at bruge materialer, der er så tæt på det original som vi kan skaffe.