Vi havde en registreringsdag i Odense hvor vi registrerede de gamle dragt dele, mærkede dem op og fotograferede dragtdelene.
Vi, fra Dansk folkedragtforum, havde hjælp fra Lise Grubbeholm og Mette Vetter Mehlsen der var med for første gang.
Når gamle dragtdele bliver registreret skal de beskrives mht. hvilken dragtdel det er, hvilket materiale og farve, om der er mønster eller broderi, tidsperiode/mode. derudover skal dragtdelen beskrives og måles op på udvalgte steder.
Det skete også at spørgsmålene fløj gennem lokalet "Er dette silkestriber?", "Er der nogen der kan komme med et bud på tidsperioden!", "Har du bogen Danske Bønders Klædedragt?", "Hvad mener i om dette materiale?" Og det endte med at vi kom igennem alle dragtdele der var blevet bedømt til at være studieegnet.
Den sidste del af tiden brugte vi til at vurdere nogle dragtdele vi havde modtaget, for at finde ud af om de var studieegnet eller ej.
De vil så blive registreret på vores næste registreringsdag.
Det er rigtigt spændende og hyggeligt at fordybe sig i de gamle dragtdele samt få et større indblik i dels dragtdelene og dels i det registreringsarbejde der ligger bag så dragtdelene kan bruges på de kurser der bliver afholdt.